Teksty1

Åsmund frægdegjevar (2003)

1. Det Var Irlands Kongi Bold

Det var Irlands kongi bold
Det var Irlands konge bold
han talad te sine menn:
kven ska nord i trollebotten
og henta mi dotter heim
- Der e ingi dage

2. Ormin Lange

"Og skal eg nord i trollebotten
Og løyse di dotter or vånde
Så vil eg hava ded Olafs-skipid
Som dei kallar Ormin Lange"

Åsmund sprang på Olafs båt
Som kallas Ormin Lange
Dei ropad på Torkild Adelfar
Lat no skipid koma til gange

Årinn` og ded forgylte fløy
Bore dei ut at strande
Ded var Åsmund Fregdegævar
Han sille fara af lande

Så vatt dei up ded silkisegl
Høgast i seglerå
Dei sille inki på bunkin strjuke
Før dei trollebotten såg

Dei kastad deires anker ned
På den kvitan sand
Ded var Åsmund Fregdegævar
Han trød den fyste på land

3. Skip Under Lide

Hokken vil de mine brødar tvo
anten vakte mitt skip under øy
hella de vil inn i bergid gange
og taka ut vene møy?

Hokken vil de mine brødar tvo

anten vakte mitt skip under lide,
hell de vil in i berget gange
og taka ut jomfruga fride?

Tilsvarad Åsmunds brødanne tvo
dei var både unge og blauge:
Ded høyrar me på brodir kons
at han vil vita`kon daude.

Heller vil me, fregdan bror,
vakte dit skip under øy
me tor inki in i gange
og taka ut vene møy.

Heller vil me, fregdan bror,
vakte dit skip under lide,
me tor inki in gange
og taka ut jomfruga fride

4. I Trollehender

Åsmund kastad kufta blå
Tok på ein fillutte flangi
(Han) totte kufta var hoste god
I trollehender at gange

Som han kom i den fystehallen
Der så underleg vori
Dukane var utor blodi dregne
Og ormane spelad etter bordi

Som han kom i den andrehallen
Han var i så mykin våde
Ganne-kerid på golvi stod
Og trolli ivi ded råde

Som han kom i den tredje hallen
Der mone han bedre like
Der var vene sengir upreidde
Og breidde med silki kvite

5. Hår Som Spunnid Guld

In så kom ded vene viv,
Som Åsmund vilde vinne,
hon ha hår som spunnid gull

og vippad i silkvitvinne

In så kom ded vene viv,
som Åsmund vilde få
hon ha hår som spunnid gull
og vippad i silkitråd

hår som spunnid gull,
vippad i silkiband
hår som spunnid gull,

vippad i silkiband

Åsmund upat or sengi sprang
og tok hennar i sit fang
Åsmund upat or sengi sprang
og tok hennar i sit fang

6. Slepp Meg

Slepp meg Åsmund
du hel`ki meg i hand
kjem ho Hukbrud

knusar deg under si tonn

Slepp meg Åsmund
du hel`ki meg i fang
kjem ho mor mi
et up kvar kristen mann

Slepp meg, slepp du meg
ded vil eg deg råde
Slepp meg, slepp du meg
(ho) slukar i seg både

Slepp meg, slepp du meg
ded vil eg deg råde
Slepp meg, slepp du meg
(ho) slukar i seg både

Ded er inkji mor di
um du inkji anna veit
kongidottri
som bur her sud underøy

Ded er inkji mor di

um du inkji anna veit
kongidottri
som bur her sud underøy

Slepp meg, slepp du meg
ded vil eg deg råde
Slepp meg, slepp du meg
(ho) slukar i seg både
Slepp meg, slepp du meg
ded vil eg deg råde

Slepp meg, slepp du meg
(ho) slukar i seg både

7. Skomegyvri

Inn so kom den skomegyvri
ho gjore både gruttad å grinte
hot e det for eit tekjukjebånn
som helde mi dottir fride

Å inkji e du den fregdaste
som bur uti detta landet
men Tor med tungrum hamrum
han e fulla fregdari han

Den som kallar meg eit tekjukjebånn
han ska ette vådno leite
men kalle meg Åsmund Frægdegjævar
so vi' denne guten heite.

Høyrer du de du skomegyvri
hot eg vi deg spyrja
hor heve du fengje de breie belte
som du ber ikringum deg

8. Olafs Belti

Det var`ki i fjor i fyrre fjoren
uti sankt Olavs velde,
eg sille livid av kongin taka

så seint um ein joldags kvelde

Eg tok kongin på min bak,
eg tottast meg vera ung
men som eg kom i durahallen
da falt en meg fer tung.

Fram så kom det den vigslekallen
så vel eg han monne kenne,

han slog meg skrå i skallen
er`ki hellbrigdad enno.

Dei slog meg skrå i skallen
ded tottist eg inkji lide,
skvette etter meg vigslevatten
eg kenne enno det svide

Dei skvette eld og eimyrja

og vigsale vatnid vide.
vigsale kom der eg stod
monne meg svide
Dei skvette eld og eimyrja
og vigsale vatnid vide.
vigsale kom der eg stod
monne meg svide.

Ded fornam på lando deiras

eg åtte der ingjo fred,
så sprett eg beltid af kongins rygg
og sokk i jordi ned

9. I Lytinne Två

Å høyre du Åsmund Fregdegævar
Hot eg seje deg:
Du hitar detta jønni heitt
Og send ded så hit at meg!

Eg hev vori i dei kristne lando
Der folki kallar på gud
Eg e sterkar hell du

Å ded var Åsmund Fregdegævar
Hoggi han til med avle
Hoggi han til den skomegyvri
Så odden stod i hennas navle

Eg hev vori i dei kristne lando
Der folki kallar på gud
Eg e sterkar hell du

Å Høyre du Åsmund Fregdegævar
Du løyser meg af vånde
Du høgge meg i lyttinne två
Og sja`v imillom dei gange

Eg hev vori i dei kristne lando
Der folki kallar på gud
Eg e sterkar hell du

Å Um så talad den skomegyvri
Då hon datt så daud til jord:
Du skal `ki livands or bergi koma,
Og inki livands ivir den fjord

Eg hev vori i dei kristne lando
Der folki kallar på gud
Eg e sterkar hell du
Eg hev vori i dei kristne lando
Der folki kallar på gud
Eg e sterkar hell du

10. Langt Nord I Trollbotten

Ded var Åsmund Frægdegjevar
han gekk seg ut meg strande

burte så vore hans brødar tvo
inki skip var der fer lande

Som han kom i den fjorde hallen
der var ingjo vande
der stod fagran fljotan folen
kipin og kåt i bande

11. Fagran Fljotan Folen

Høyre du fagran fljotan folen
eg spør deg eit ord
hossi mykji vil du hav`
av raude gulle
færa ber deg ivri fjord

Til svarad fagran fljotan folen
tots i hugin gram
eg vil hava di høgre handi
Men da ska eg ber deg fram

Til svarad Åsmund Frægdegjevar
som gud gav til råde:
fulla skal du få mi høgre handi

Men da lyt du ber `kon båe

12. Kampen Mot Bergtrolli

Så hogg han ih`el bergetrolli
(som han) fyri augo såg
Så reiste han otor trollebotten
der flaut med blod og våg

Så tok han både sylv og gull
Så mykid som der vori

Så reid han ivir ded breide havet
Som ded var haraste jordi

13. Der E Ingin Dage

Det var Irlands konge bold
han talad te sine menn:
kven ska nord i trollebotten
og hente mi dotter heim
- Der e ingi dage

Høyre du Åsmund Fregdegjævar
hot eg seie deg
Du ska nord i trollebotten
og hente heim dottir te meg
- Der e ingi dage

Hot hev eg mot deg brotid
O' Kongi der du stend
med du vil endeleg vita meg
langt nord i trolleheim
- Der e ingi dage

Troll (2005)

1. Nøkken

Nøkken han sitt å spille
kan du hør fela gå?
Fra ælva du slåtten høre
det e' ondskapen som her rår.

Han lokke dæ kvinnfolk te' sæ
det e du som hør' en bæst
Han spælle førr å få dæ
hør slåtten i fra væst

Går du dit tonan kjæm fra
ligg han å lure dær
han kan å skap sæ om
være ei ørn som fær

I fra ælva du slåtten høre
det e' ondskapen som rår
det e' du som hør' en bæst
han spælla førr å få dæ
hør du slåtten i fra væst?

2. Dunker

Det bur eit bergtroll uti Fosen eit sted
hans namn kjenne ingen, han er nøye med det
han var så forelska i ei fager møy
"eg sei ho ikkje namnet mitt, for da kan eg dør"

Hei - hei huskom - i - hei
snart tek eg brura i min famn
hei - hei huskom - i - hei

Han tok den fagre møya inn i Fosenhula si
der skull dei bu til saman til evig tid
men jenta var sørgmodig ho gret og var så lei
mens Bergetrollet laga i stand bryllaupsfest for dei

Hei - hei huskom - i - hei
snart tek eg brura i min famn
hei - hei huskom - i - hei

Den kvelden i før bryllaupsfest han var i godt humør
han drakk og han sang som ein brudgom kan gjør
i manga dagar hadde jenta prøvd å lokke fram
sin brudgoms namn men tenk det hjelpte ei med dram

Hei - hei huskom - i - hei
snart tek han brura i sin famn
hei - hei huskom - i - hei

Som natta gjekk og meir han fekk
ho såg sin muligheit
kom kjære ven eg luskar deg du er mi kjærlighet

Kom legg ditt hovud i mitt fang
eg for deg syngja vil
han blei så glad han reiste seg og vart ein smule vill
Han dansa rundt og rundt og rundt
og pluteseleg han sang
ein sang det skulle visa seg han sang for siste gang

Hei - hei dunkeromdei
Han fekk ikkje brura i sin famn
Hei - hei dunkeromdei

3. Åsgårdsreia

"Åsgårdsreia e' på ferde'
eit følge du høyre før du ser
dei rir på stora, svarte hesta
piske dei, så skummet fosse ne'r
å augo lyser vilt i mørkret"

Hestane styres av stenger som glør
som ryttera hisse opp kvarandra med
det klinge i stål og av ville skrik
lytt - de e' Åsgårdsreia vi kjenne te'

-eit følge av kvinnfolk og kara

Dei rir over skog - over fejll og sjø
Ser dei deg, tar dei sjela di
sjela di tar dei og kroppen bli som før
lytt - de e' larmen av hesta som rir

I hælvet' for snill, og i himmelen for slem
ei kvilelaus, jævelsk rei som rir
stålet gnistre' i den svarte natt
lytt - de e' Åsgårdsreia som driv

-eit følge av kvinnfolk og kara

Høyre du dei skjærandes skrika?
ei kvilelaus jævelsk rei som rir
det kan bli det siste du høyre
de e' Åsgårdsreia som tar deg meg

4. Trolltind

Vilja du høyra historia
om Trolltindane i Romsdal?
det gjekk seg slik at dei vart te'
da jotnane skulle gifta seg

-og brurefølgjet seg på ferda

Giftarmålet skulle stå
i trollkyrkja som var deira
ved foten av fjellet Romsdalshorn
alle jotnane skulle feira

Nokre av jotnane kom langvegs frå
og starta tidleg med festen
ølbollen vandra i ring blant dei
som gjekk på den brurevei

-og tida ho blei ikkje lange

Tida var gløymd og natta blei lang
dei spøkte og lo og fnisa
dess meir dei supa og lo og song
dei nærma seg umerkeleg krisa

Det tura i lag
og natt blei til dag
men med dagslyset kom også sola
det øyeblikk strålane følgjet traff
var det ikkje blant oss her på jorda

Ikkje ein jotne held seg på beina
følgjet blei som forsteina
det hjelpte ikkje å verte gal
dei står der den dag i dag

5. Allvis

Eg vil hente heim mi brur i dag
snart skal vi hyggje oss heime
eg er av tusseætt
og er ikkje verdig henne

Meg eg har så sterk ein vilje
møya vil eg eige

Allvis er namnet og under jorda eg bur
Tor er faren til mi komande brur
han sa då til meg
at "denne møya skal aldri
hentast heim av deg"

Men eg har så sterk ein vilje
møya vil eg eige

Tor han sett eitt krav
at eg ausar av mitt krav
av visdom som eg har

Tor han vil veta alt:
om himmel og alvar - dvergar og sol
om jotnar og æse - skyer og skog

Og eg har så sterk ein vilje
brura skal eg ha

Han gir seg ikkje med dette
om meire han vil vete
om vindar og vanar - om kneggjer og skø
om vindstille og lummer luft

Han masa og masa
om låg og stavstille - om eld og flammer
om skadebrenne om skog og djupt hav
og alt i livet

Og eg har så sterk ein vilje
brura skal eg ha

"Og natta ho gjekk
og svar han fekk
og Tor sa:
mektig har eg sveke deg, haha, dverg
her skinner sol i salen!"

6. Perpålsa

Perpålsa tussen budde i en stein
i Nordland, i Nordlan
å han Svensk-Henrik var på flukt på sine bein
han sprang frå lensmannen i dalen

Svensk-Henrik sprang, og han sprang
i Nordland, i Nordland
Og lensmannen kom likke bak med tvang
han klare aldri sleppe unna

Langt borte såg han noko han trudde
i Nordland, i Nordland
steinen der han Perpålsa budde
og pusten frå lensmannen va like bak

Han kasta seg bak stein han måtte sjå
i Nordland, i Nordland

han dundra og banka febrilsk og kraftig på
han Perpålsa var heldigvis heime

Døre opna seg litt på gløtt
i Nordland
Han Svensk-Henrik smatt inn
no ska eg sov søtt

-Det var ein tussestein!

7. Blæster

Kong Olav den heilage skuklle byggje spir
på Domen i Nidaros by
han greidde det ikkje og lova sola til den
som fekk spiret til å rage mot sky

Men trur du at nokon melde seg?

Berre ei halv mil frå byen
på Ladehammaren ut
der budde ein diger jotne
med namnet som einaste sut

Skal tru om den jotnen melde seg?

Han tykte den løne var gjev og gild
så jobben den ville han ha
men kongen måtte vere snill
og namnet hans inni seg ha

Slik gjekk det at jotnen melde seg

Og jotnen jobba både dag og natt
til spiret stod der i glans
han drøymde om kongens digre skatt
snart skulle sola bil hans

Skal tru om den kongen angra seg?

Ved midnatt rodde han Olav av stad
til Kjerringberget i båt
gygra roa barnet ned
for å stanse den barnegråt

Kva var det han høyrde Gygra si?
"æ lova dæ sola - det himmelske gull
så snart han Blæster e' fri
for arbeid på spiret te' Domen - i rette tid"

Skal tru om den kongen angra seg?

Olav rodde heim av all si makt
han måtte til Blæster sjå
forutan ein knapp var spiret lagt
han var nesten ferdig med det

Skal tru om den kongen angra seg?

Kong Olav den heilage ropa ut:
"Blæster korr flink du e'"
straks jotnen høyrde namnet sitt
han døydde og ramla ned

Skal tru om den kongen fryda seg?

8. Byttingen

Byttingen satt der i godstolen sin
sur og sær ved grua
gamal og taus og rugga seg
alle ønskte at han skulle døy
også nabofrua

Han var så gamal og taus ein kar
dei spurde vismannen
og han gav svar:
"om byttingen sei dykk kor gamal han e'
vil han døy - det e' de som skal te"

Byttingen ville ikkje daude, han ville leva evig

Byttingen satt der i god stolen sin
sur og sær ved grua
vismannen tok seg eit eggeskal
og lot som han skulle bryggja øl
og servere det til frua

Byttingen vakna med eitt så glad
stirde på ølbrygget rugga og sa:
"lenge har eg levd og sju gonger sett
skogen brenna og vekse opp
Men aldri ølbrygg i ein eggeskaltopp"

byttingen ville ikkje daude, han ville leva evig

No var det dags for han og døy, han ville leva evig

Det vilde kor (2007)

1. Diset Kvæld

Mit Sind er saa tungt, jeg ser intet Lys
i hele det skumrende, vide Rum.
Jeg bøjer mig sammen of ber om et Raad:
men Himlen er stum.

Jeg stirrer forknyt ud i Kvælden haard
- da sprætter der Stjærne paa Stjærne ud.
Jeg synes de vinker mig en efter en
som smaa Svar fra Gud.

Jeg bøjer mig ned med Tak for ikvæld
og tror paa en Morgen saa klar og høj.
Men da har de Stjærner skjult af Skam,
o Gud hvor de løj!

2. Om Hundrede Aar Er Alting Glemt

Jeg driver iaften og tænker og strider,
jeg synes jeg er som en kantret Baad,
og alt hvad jeg jamrer og alt hvad jeg lider
saa ser jeg mig ingen Raad.
Men hvi skal jeg være så haardt beklemt?
Om hundrede Aar er alting glemt.
Da hopper jeg heller og synger en Vise
og holder mit Liv for en skjøn Roman.
Jeg æter ved Gud som en fuldvoksen Rise
og drikker som bare Fan.
Men hvi skal jeg fare med al den Skjæmt?
Om hundrede Aar er alting glemt.
Saa stanser jeg virkelig heller Striden
og ganger tilsjøs med min pinte Sjæl.
Der finder nok Verden mig engang siden
saa bitterlig druknet ihjæl.
Men hvi skal jeg ende saa altfor slemt?
Om hundrede Aar er alting glemt.
A nei, det er bedre at rusle og leve
og skrive en Bog til hver kommende Jul
og stige tilslut til en Versets Greve
og dø som Romanens Mogul.
Da er der blot dette som gjør mig forstemt:
Om hundrede Aar er alting glemt.

3. Høstnat

Det tasser og lever i skogen
endskjønt det er natten og alt er til ro.
Jeg ligger på ryggen og tænker i mørke
og kjender mig vokse og gro.
Jeg ligger og skriver på himlen
og bortover stjærnernes hær med min sko.

Det tasser og sysler i skogen.
Den lyd ifra stråene kjender jeg før;
de sydet så gule idag i solen,
nu knækker de over og dør.
Og granernes nåler falder,
den lyd er så inderlig liten og skjør.

Det er ikke andet som lyder.
Men slikt er vel fare og støy for en mus?
Da skjælver hun ind under lyng og blader
og har ikke bedre hus.
Jeg tænker: hvor lydløst dèt lever
som lever hernede i grams og i grus!

En ser dem iblandt fare sammen
og puste med brystet så dirrende tit
og vente så rådvildt om noget vil hænde
når mennesket nærmer sig litt.
Det er vel når mennesket kommer
for musen som fjælde som kommer i skridt.

Det strømmer ind på mig altsammen
at alle de bittesmå liv er nær.
Som jeg er så svær for disse, har alle
et noget som sværere er.
Jeg rykker min sko tilbake
som skrev over himlen og stjærnernes hær.

4. Paa Hvælvet

Du siger at Gud er god.
Jeg siger jeg er hans Skabning
og mig er han haard imod.

Du siger han alting ved.
Saa ved han at mig forfølger
og farer han ilde med.

Han satte mit Hjærte i Slag
og gav det en Livstid at lide.
Saa stanser han det en Dag.

Du siger der er en Gud.

5. Lad Spille Med Vaar Over Jorden

Jeg ved ikke hvordan
mit Hjærte er fat,
det holder mig vaagen
den langsomme Nat.

Snart banker min Puls
som en Hund der gjør,
snart ligger den stille,
det er som den dør.

Jeg hejser Gardinet:
det blaaner af Dag,
Is hænger fra Rænden
paa Badstuens Tag.

Jeg lister i Marken
og lytter mig til
et sært og skælvende
Foraarets Spil.

Det vaares saa godt i Marken
og Dyrene vaagner til Flirten og Flir,
alt Furuen sprækker med Kvae
som Draaber af Livselixir.
De Stjærner deroppe staar stille og blege,
Fuglen begynder at lege.

Det lysner de vide Vegne
og en efter en vender Stjærnerne hjem,
men ude ved Verdens Grænse
en vifte af Ild bryder frem.
Solen, Solen, Guds luende Øje,
hviler paa Elv og Høje.

Rørte en Troldmand ved Jorden?
Alle dens aandende Barme gaar,
alle dens Lemmer røres
og alle dens Pulse slaar.
Langs Elven driver der Morgendampe,
det buldrer af Skrig og Kampe.

Se, Vaaren er kommet i Dalen.
Nu rømmer han Hiet den magre Bjørn,
og højt over Vestens Bjærge
sejler en kongelig Ørn.
Men henne ved Husene reder en Skære
til Bryllup i Tugt og Ære.

Lad spille med Vaar over Jorden!
Og ind i den store Naturens Musik
der nynner en Lyd fra mit Hjærte,
en Tak for hver Vaar jeg fik.
Det dunker som Hovtramp i Brystet af Glæde
og Øjet blir vaadt af Væde.

6. Duttens Vise

I Kvældingen kom hun og bad om Ly
den brune husvilde Pige.
Hun var saa stille, hun var saa sky,
men gal som den unge Kvige.

Og ikke saa kom du til Fyrstens Slot,
et Kot er mit hele Rige.
Men del mit Leje og varm dig blot
og vær velkommen, min Pige.

Om Morgenen klædte den Pige sig paa
og bad mig Levvel tillige.
Men der hvor hun stod blev hun vet at staa
og vilde slet ikke vige.

Da førte jeg hende til yderste Port
og ud af mit hele Rige.
Da førte jeg kanske min Lykke bort -
jeg kan ikke mere sige.

7. Svend Herlufsens Ord, Del I Min Kærest Er Som Den

Det lever i Ostindien en Rov-Edderkop
af Skabning og af Farve som en rød Orchidé.
Den ligger midt i Dagen forat ses og at se,
med Ben til alle Kanter of med Bugen vendt op.
Den ligger der saa længe og urørlig som Døden.

Og Sommerfuglen kender ej den Rov-Edderkop,
han svirrer om den herlige, den røde Orchidé
som ligger midt i Dagen og hver Sommerfugl kan se.
Han flyver ned paa Blomsten. Han flyver aldrig op,
han fløj i Favn med Døden.

Saa ligger Orchidéen der saa livløs som før.
Og nye Sommerfuglefyrer søger den – og dør.
Og hver Gang ligger Blomsten der urørlig igen.

Min Kærest er som den.

8. Svend Herlufsens Ord, Del II Og Du Vil Vide

Og du vil vide hvordan Pigen gøres elskovsvarm
og hvordan du din egen Ild skal røbe?
Du kort og godt annamer hende til din slemme Barm
at sige, hvis hun ikke lar sig købe.

Og du vil vide hvordan Pigen holdes elskovsvarm
og hvordan hun skal hindres fra at løbe?
Saa ofte du omslynger hende en Gang med din Arm
omslyng hende fire med din Svøbe.

9. Svend Herlufsens Ord, Del III Jeg Har Det

Jeg har det: denne gale Tvang i Panden,
en Tanke blot ihvor jeg gik og stod,
den kommer af Slidtage paa Forstanden.
Der gaar en Vals af Flammer i mit Blod
og Gulvet staar i Rødt her for min Fod -
det er en Pibebrand – en Pibebrand, for Fanden,
det brænder blot i al min gamle Sod.

Guds Hellige! Jeg steg mig ind i Stuen,
kun Maanen stod og saa derpaa, hoho,
og der var blot en Mundens Nej hos Duen,
hun krummed sig og krammed sig saa fro.
Vi brused blinde sammen begge to.
Saa døde Ild og Mørje ud paa Gruen.
Mit Hjærte det laa rødt og grovt og lo.

Og vældigt havde Kærlighedens hende,
hun var mig helt hjærtinderlig min Brud.
Men denne Gang tog al min Fryd en Ende:
jeg nejer mig i Grus paa hendes Bud,
jeg ber til hende som jeg ber til Gud -
forgæves alt… Fy Fanden, for Elende!
En Pibebrand som aldrig slukkes ud!

10. Svend Herlufsens Ord, Del IV Se, Natten Er Livet

Hvor lyder den Knurren i Natten rolig!
Læg Øret til Jorden og hør:
evindelig kommer den, kendt og fortrolig
en Tone som aldrig dør.
Hvad er et? Det lyder som Vin der gærer.
Du fejler. Det syder og ætser og tærer.
En Verden som ligger og klør.

Hvad – venter du Stillhed i Nattens Tide
naar Vaaren og Livet gryr?
Det dirrer af Kampe saa vidt og vide
som Dyr monne møde Dyr.
Og Skabningen nappes og næses og narres
og Skabningen prøves og pines og parres,
og Øje slaar Øje i Fyr.

Ind rykker en Vandrer i Midnattens Time
i dine velsignede Kaar.
En Vunde er Vunde, men dette en Strime
Omstændighederne slaar.
Du lapper dig sammen med Jeremiader
og drikker deg fuld med fortvivlede Lader
alt sligt som er godt for Saar.

Du møder et Tog som du evigt vil huske -
hvad er det de Skabninger gør?
For Fan, det er Heste som kører med Kuske
og smælder en faglig Honnør.
Se, Natten er Livet og Kvinden dets Hersker,
og Manden er Oksen i Verden som tærsker
den Tone der aldrig dør.

11. Godnat Herinde

Nu ruger Nat over Enge
og alt i Mørke forgaar.
Jeg lytter her fra min Rude,
det tier saa tomt derude,
det er som naar Klokken staar.

Da hører jeg Røster kalde
som op fra en Huldreby.
Jeg ved det er mig de vil finde.
Godnat da I to herinde!
Jeg kommer igen ved Gry.

Saa gik jeg mig ud i Natten
og droges saa sælsomt hen.
Gud naade hver Far og Mage
som vel fandt sin Vej tilbage,
men aldrig kom helt igen!

12. Skærgaardsø

Nu glider Baaden
mod Skærgaardsøen,
en Ø i Havet
med grønne Strande.
Her lever Blomster
for ingens Øjne,
de staar saa fremmed
og ser mig lande.

Mit Hjærte blir som
en Fabelhave
med samme Blomster
som Øen ejer.
De taler sammen
og hvisker sælsomt,
som Børn de mødes
og ler og nejer.

Her var jeg kanske
i Tidens Morgen
som hvid Spiræa
engang at finde.
Jeg kender Duften
igen fra fordum,
jeg skælver midt i
et gammelt Minde.

Mit Øje lukkes,
en fjærn Erindring
har lagt mit Hode
ned til min Skulder.
Saa tætner Natten
ind over Øen,
kun Havet buldrer –
Nirvanas Bulder.

O ile nie zaznaczono inaczej, treść tej strony objęta jest licencją Creative Commons Attribution-ShareAlike 3.0 License